Interview med motionssvømmere

Merete Porsvig: Jeg møder min krop hver onsdag aften

Merete Porsvig fortæller i en samtale med Harald og Vibeke Lie om, hvordan hun oplever det at svømme.

For en del år siden skrev Merete en artikel med titlen ”Jeg møder min krop hver onsdag aften”, hvor hun fortalte om, hvor positivt hun oplevede det at svømme. Nu vil vi gerne høre hende fortælle, hvordan hun i dag oplever svømningen.

”For mig er det det ultimative. Jeg oplever en fantastisk kropsfrihed, når jeg laver mine vendinger og rulninger, og når jeg hopper i vandet”, siger Merete.

Merete er 65 år og spastiker. Da hun flyttede til Århus 1967 for at studere psykologi, var hun gående med en stok, men benyttede kørestol til transport over længere afstande. I dag benytter hun altid kørestol til at komme omkring, men kan støtte på benene ved forflytning fra for eksempel stol og ind i en bil eller over i sengen.

Merete fortæller, at hun begyndte i HASA september 1984:

”Det var Harald, som skulle støtte mig i vandet den første aften, men vi kom op og skændes om, hvordan dette skulle gribes an, og det endte med, at jeg skældte ham ud. Efter det var det Jørgen Lauritzen, som jeg samarbejdede med. I januar 85 kom jeg på kursus og fik hermed teorien. Det hjalp mig til bedre at forstå, hvad det var, jeg skulle.

Jeg startede på at lære at svømme som 40-årig, og jeg var dengang overrasket over, at jeg kunne lære noget nyt.

Det var første gang, jeg oplevede at være god til noget med min krop. Jeg følte det selv – og andre kunne se det. Bassinet er det eneste sted i verden, hvor jeg kan holde balancen, og hvor jeg, hvis jeg vælter, kan komme tilbage selv.

Når jeg svømmer, er jeg langt mere frigjort end på land. Min balance på land er blevet dårligere, specielt gennem det sidste 1½ år. Jeg må koncentrere mig om det, jeg er i gang med og kan ikke tænke på andet. I vand føler jeg mig frigjort, min kropsfornemmelse bedres, jeg gør tingene per automatik, og jeg kan tænke frit. Det er den eneste situation, hvor jeg føler, at min krop fungerer fuldt automatiseret. Jeg svømmer 8 baner hver aften. Jeg vil gerne op på 10. Det går relativt langsomt den første 1 ½ bane, men så kommer jeg i gang. Jeg svømmer med én arm. I starten ”slår” jeg meget i vandet, men efterhånden som jeg opvarmes, bliver svømmetaget mere effektivt med mere ”skub” i. Jeg har ikke problemer med, at vandet kan føles koldt. Det er et spørgsmål om at arbejde. Pulsen sættes op, og så kommer varmen.

Jeg har svært ved at koncentrere mig om mere end én ting ad gangen. Jeg springer i vandet fra en liftstol, der hænger lidt over vandet. Jeg må koncentrere mig meget for ikke at slå mig på stolen i springet. Jeg kan for eksempel ikke overskue samtidig at tale med nogen. Men koncentrationen bedres, mens jeg svømmer. Når jeg laver vendinger og rulninger, kan jeg således koncentrere mig om vandet og om kroppen, selvom folk snakker. Men jeg bliver træt til sidst.

Jeg er træt dagen efter, føler mig brugt, men har alligevel en bedre fysisk funktion. Dagen efter igen er jeg rigtig frisk, en ”springfyr” med godt styr over arme og ben. Jeg har masser af overskud, men sørger for at spare lidt på det fysiske, så det kan holde hele weekenden. Måske får jeg ekstra overskud, fordi jeg får trukket vejret ekstra godt igennem, når jeg svømmer. Til trods for mit ekstra overskud synes jeg, det er fint med kun én aften om ugen, blandt andet fordi jeg jo er træt det første døgn efter”.

Interviewet med Merete Posvig fandt sted i maj 2009. I januar 20015 er Merete stadig aktiv svømmer i HASA.