Interview med en forældre med børn
Johan 17 år
Johan er 17 år, har Downs syndrom og går i 10. klasse på Stensagerskolen. Efter sommerferien startede han i Lyseng efter 3 års pause.
Fortalt af Johans mor:
I juni 2011 fik Johan konstateret leukæmi og kom øjeblikkeligt i behandling. Livet blev med ét meget anderledes, da han skulle leve isoleret pga. lavt immunforsvar. Behandlingen indebar tillige, at han havde slanger monteret permanent i brystet for intravenøs behandling. Ligesom både skole, det meste sociale liv og også svømning stoppede.
Behandlingsforløbet varede to et halvt år, og da den sidste pille var taget og CVK’et bortopereret, skulle det naturligvis fejres. Da leg i vand og svømning altid har været en yndlingbeskæftigelse, for Johan, tog hele familien til Skallerup Klit badeland, så han endelig kunne komme ud at svømme igen.
Johan har gået til svømning i HASA af to omgange, seneste omgang startede, da han var 11 år gammel. Det er altid en hyggestund, hvor han nyder at svømme og møde de andre, deriblandt hans gamle ven Michel, som stadig går på holdet, Sonja fra holdet efter og Mikala, som han kender fra skolen og klubben.
Jeg har spurgt Johan om, hvem han gik til svømning med, før han blev syg: Mine kammerater, Michel, Jensen og Freja.
Er det dejligt at gå til svømning? Ja, det varme vand er dejligt….
Hvad laver du i det store bassin? Det er koldt.. jeg svømmer, – jeg svømmer under vandet.
Er det dejligt at gå til svømning igen? Ja, jeg leger i vandet.
Johan nyder at være tilbage, og vi håber, han får lært at svømme, så han kan svømme baner sammen med sin ven Michel.
Thomas
”Jeg kan ikke gå på vandet, men jeg kan så meget andet…..!
Sådan synger Bamse, og hans ord kunne faktisk godt passe på mig og min far, for selvfølgelig kan vi ikke gå på vandet. Men siden jeg startede i HASA, kan jeg efterhånden mere end blot stå i vandet.
Vi startede i HASA sidste sommer. Vi havde hørt om klubben og deres gode måde at gribe undervisningen – Halliwick – an på, og tænkte, at det måtte vi prøve. Det, vi håbede at opnå, var, at vi skulle blive mere dus med vandet og jeg ville jeg gerne lære at flyde.
Første gang vi mødte op, var det med sommerfuglene blafrende i maven. Vi tænkte, at to prøveture, skulle vise om HASA var noget for os. Det måtte vi lynhurtigt sande, at det var. De gode oplevelser gjorde, at vi ikke var i tvivl om, at vi ville fortsætte.
De gode oplevelser stod i kø, lige fra den positive modtagelse, til de hede ture med gode grin i saunaen. Og ikke mindst den imødekommende og tålmodige undervisning, som Lene og Dykker-Hans står for.
Jeg skulle lære at flyde – men hvordan skulle det nu foregå? Dykker-Hans havde svaret: Han forsvandt ned på bunden af bassinet. Her satte han sig godt til rette og jeg tænkte: ”Hvad laver han mon der”? Så strakte Hans sine arme op gennem vandet, og jeg skulle lægge mig udstrakt på hans hænder, som en forøvelse til at kunne lære at flyde.
Min fars personlige træner, som også hedder Hans, ”lokker” med ham. Han vil gerne have min far ud på dybt vand og få ham gjort fortrolig med det våde element.
Aftenerne slutter altid af omkring Olgas og Tonnys hyggelige kaffebord i ”Rottehullet”, hvor snakken går lystigt. Og inden vi går hjem, glæder vi os allerede til næste onsdag.
Fra mig og min far lyder stor ros og ligeså stor tak til alle på HASA-teamet. Thomas
Frederk 8 år
I to år har vores to drenge Frederik og Philip været med på onsdags-holdet i det lille bassin. Frederik på 8 år er spastiker og har svært ved at bruge højre arm. For ham er ugens bedste dag oftest onsdag. Han er blevet superglad for at komme i vandet og lege og udføre de mange forskellige øvelser. Og når hans yndlingsinstruktør Penille er der, bliver det ikke bedre.
Lillebror Philip på 5 år er gået fra at være som et stykke vandafvisende vat til at være i ren symbiose med det våde element. Da vi begyndte, ville han ikke have hovedet under vandet, og kom nærmest hjem med et hold i nakken, når han havde svømmet rygsvømning med nakken ½ meter over havoverfladen.
Men nu bliver der kæmpet hårdt med at lege speedbåd, finde rumraketter i loftet, når nakken skal godt tilbage, og med at få en drillearm til at tage svømmetag. Men alt er med et stort smil på læben og en kæmpe glæde, hver gang noget lykkes, og der bliver overrakt et nyt diplom. Højere, længere, hurtigere, bedre – hele
tiden er der nye udfordringer. Flere ringe, der skal samles op, flere buer der skal dykkes igennem, og forbedringer af de eksisterende teknikker.
Begge drenge har udviklet en svømmeteknik, der bringer dem gennem vandet
– nok mere under vandet end i overfladen
– men frem kommer de.
Aftenens absolutte højdepunkt er Musehullet med kage og saftevand. Har én af dem været syge, så vi ikke kunne komme af sted, har de foreslået, at vi bare nøjes med en tur i Musehullet. Det er skønt med en klub som HASA, hvor man bliver taget godt imod, børnene bliver udfordret i vandet af erfarne instruktører,
og der er sociale begivenheder, som binder børnene sammen.
Vi glæder os til næste sæson.
Hilsen Frederiks og Philips