Halliwick
Halliwick konceptet er en undervisningsmetode, der har som mål at lære funktionshæmmede at svømme og blive fuldstændig uafhængig i vandet – uden hjælp og hjælpemidler. Konceptet er den eneste undervisningsmetode i svømning, som er specielt udviklet til funktionshæmmede. Grundlaget er viden om og udnyttelse af vandets fysiske egenskaber. De færdigheder, som selv svært fysisk funktionshæmmede kan opnå, er ofte langt større, end hvad han eller hun på forhånd havde forestillet sig muligt.
I undervisningen anvendes ikke svømme-bælter e.l. I stedet støttes man af en anden person i vandet indtil den nødvendige kontrol over kroppen og vejrtrækningen er opnået. Det at Halliwick konceptet er baseret på viden om de fysiske forhold i vand, som kan udnyttes til kontrol og bevægelse, gør at Halliwick konceptet er en velegnet undervisningsmetode til alle, også ikke-funktions-hæmmede.